Hvordan opdagede du, at du havde fået en fødselsdepression? 

Det er et spørgsmål mange af jer har stilt mig, og nu kan jeg endelig svare ordentligt.
Jeg vil dog påpege, at mange af de tanker og følelser jeg beskriver i dette indlæg, kan man sagtens have uden at have en fødselsdepression. Det er en super hård periode, man går igennem med en lille nyfødt, så det er helt normalt nogen gange at have lyst til at kyle ungen ud af vinduet og bare ligge sig til at sove. 

Efter Arthur kom til verden, var jeg ovenud lykkelig – både på hospitalet og i den efterfølgende uge. Jeg var så forelsket i min lille trold og i vores lille nye familie. Det er dog langt fra alle, der føler den helt store lykke til at starte med – så lad være med at slå dig selv oven i hovedet, hvis du ikke havde/får det sådan! 

Skrigeriet

Efter en lille uge begyndte skrigeriet. Det voldsomme skrigeri vi på ingen måde havde kontrol over og som skar os dybt i hjerterne. Skrigeriet vækkede stor usikkerhed i mig, og da det fortsatte i de efterfølgende måneder, fik jeg det værre og værre. Mine tanker om mig selv var utrolig dømmende og hårde, og det gik op for mig, hvor jeg var på vej hen. Jeg har tidligere i mit liv været igennem nogle hårde ting, så jeg begyndte at kunne kende tankemønsteret:

Du er en elendig mor

Det er din skyld han skriger

Han er utryg og får ikke nok kærlighed

Han er bedre tjent med en anden mor

Du laver store fejl, som vil påvirke ham resten af livet

De negative tanker skyllede ind over mig, og selvom jeg kæmpede for at tale pænt til mig selv, var det en umulig opgave. Manglen på søvn, væske, mad og generel hvile påvirkede mig i så høj en grad, at jeg ikke længere kunne kende mig selv. Om morgenen kunne jeg ikke overskue timerne frem til det blev aften, og om aftenen kunne jeg ikke magte tanken om endnu en ny dag. Jeg havde det ikke godt med at være alene med ham, turde ikke handle og mødregruppen meldte jeg mig også hurtigt ud af. 

At skade sig selv eller sit barn

Jeg kunne dog mærke én ting. Jeg elskede Arthur utrolig højt, og ville ham alt det bedste.  Den tanke holdt jeg for meget fast i, da jeg via den bildte mig selv ind, at så havde jeg i hvert fald ikke en fødselsdepression.. 

“Kvinder som rammes af fødselsdepressioner kan ikke føle kærlighed til deres barn, og ønsker måske endda at skade det” 

Nogle kvinder får de følelser og tanker, mens andre oplever noget helt andet. Der er stor forskel på hvordan depressionen føles, og i hvilken grad den rammer. Der er ingen facitliste, som jeg ellers forsøgte at bilde mig selv ind. Jeg havde endda læst et sted, at hvis man græd hver dag, kunne det være et tegn på fødselsdepression. 

Dagen efter stod jeg i køkkenet og skulle igen til at græde. Jeg tog mig selv i at holde tårerne tilbage, for hvis jeg ikke græd, talte det jo ikke…

Der findes utallige artikler, tests og skriveri omkring det at blive ramt af en fødselsdepression i punktform. Tegn på hvordan det opdages og opleves. Derfor er det ikke sådan et indlæg, jeg har valgt at skrive. Jeg vil i stedet fortælle dig, at du skal skide højt og helligt på guidelines og mærke efter i din krop og i dit sind. Hvis du ikke har det godt, så åben op omkring det for dine nærmeste, og kontakt derefter din sundhedsplejerske eller læge – det skader aldrig med en snak, uanset om det har stået på i 1 – eller 5 måneder.

Det aldrig din skyld

Hvis det viser sig, at du er blevet ramt af en efterfødselsreaktion, fødselsdepression eller psykose, så er det IKKE din skyld! Nej heller ikke hvis dit barn er jordens nemmeste og ikke har kolik, fysiske udfordringer eller andet. Alle kan blive ramt. Mødre som fædre, ældre som yngre, mennesker som før har haft depressioner og nogle som ikke anede ordet depression fandtes. Når alt kommer til alt, er det vigtigste at huske på, at det er en sygdom. De fleste sygdomme kan behandles og går over igen. Min fremtid var lysere, og det samme er din.

//C