Stakkels hende. Hvor langt var hun henne?
Kun 8 uger.
Nå ja okay – så var det jo heldigvis ingenting.
Jeg overhørte en samtale den anden dag, imens jeg forkælede mig selv med et par mommy hours på en Café. Ovenstående samtale om en kollega der havde mistet, afbrød dog min smasken, da det ramte noget i mig. Jeg har nemlig selv været igennem en ufrivillig abort – faktisk præcis i uge 8.
Den lille prik på skærmen
Jeg er helt enig i, at der naturligvis er forskel på at miste i uge 8, 22 eller tæt på terminsdagen, men hvorfor skal alting sammenlignes? En dødfødsel må være noget det mest forfærdelige en kvinde kan opleve, men kvinden der mistede i uge 8 havde også drømme, der blev knust.
Den lille prik på skærmen var noget for hende. Et lille liv, hun glædede sig til at møde. Hun havde også en masse tanker om, hvordan babyen mon så ud, hvilket sødt babytøj der skulle købes og hvordan babyværelset skulle indrettes. Hun følte en stor glæde i sin krop, når hun tænkte på den graviditet, hun nu skulle opleve.
You can’t see it, but you can feel it
Bare fordi en graviditet er meget tidlig, og ikke kan ses fysisk, eksistere den stadig. Hormonerne farer rundt i kroppen på den gravide kvinde, og cellerne deles med 100 km i timen inde i hulen – den lille hulen som skulle være det midlertidige hjem, inden et helt liv ventede.
De celledelinger skulle blive et til foster, barn eller hvad forskellige mennesker ellers nu synes er ok at kalde noget som ikke blev til noget.
Når en kvinde mister, takler hun nødvendigvis ikke tingene på samme måde, som en anden kvinde ville have gjort.. men når alt kommer til alt, er følelsen af sorg den samme, om man så er 8 eller 40 uger henne. Nogle tager det i stiv arm, mens andre bliver fuldstændig knuste, fordi de har brugt år på at blive gravide – os selvom de “bare” var i uge 8, da de mistede.
At føle sorg er ikke noget nogle kan tage patent på. Selvfølgelig kan sorg, ligesom alle menneskets andre følelser, føles i større eller mindre grad, men en ting er sikkert – Vi har alle ret til at føle vores følelser.
24 kommentarer til “Ufrivillig abort”
Hej ,
Så enig i det du skriver, jeg var selv gravid i uge 6 da jeg mistet, begyndte at bløde MEGET ? har 2 børn i forvejen så havde aldrig prøvet det.
Jeg var knust , heldigvis blev jeg gravid igen kort til efter ( faktisk 4 mdr efter jeg mistet) og i dag har jeg den skønneste dreng ?plus mine 2 store piger ??
Tak for et godt indlæg.
Hilsen Susan ?
Hvor er jeg ked af at høre, at du også har mistet ? men dejligt at du blev gravid hurtigt igen ❤️ det var så lidt ?
Meget vigtig pointe. Havde en missed abort, så ved nakkefold var der ikke hjerteslag.
Fik lyst til at kommentere at det ikke behøver at have taget år at blive gravid før man bliver knust. Vi var heldige at det kun tog os nogle måneder, men vores begges verdner ramlede da der ikke var noget lille hjerte der slog ?
Helt enig ❤️ om man så blev gravid i første cyklus gør det ondt! Det var slet ikke sådan jeg mente det ❤️
Det gør hjerteskærende ondt og en masse drømme om et lille nyt liv bliver knust. Perioden efter aborten er også svær, for selv om fosteret er væk, er der stadig graviditetshormoner i kroppen lidt tid efter 🙁
Ja det er det virkelig – det tager tid ?
Ret vigtigt emne/tabu at tage op! Faktisk; ‘october is pregnancy and infant loss awareness month’! Og det ved jeg, fordi jeg har været gravid 7 gange – og jeg har 2 børn…
Hertil vil jeg gerne gøre opmærksom på, at man kan blive udredt, og evt få (medicinsk) hjælp til at holde på graviditeten, hvis man har haft minimum 3 tab i træk. Riget og for nyligt også Aalborg har små specifikke enheder for gentagne aborter, det kræver en henvisning for egen læge, og vær obs på, der kan være lang ventetid.
Mit andet barn fik jeg med hjælp fra HAB.
Der findes også en hemmelig facebook-gruppe (“HAB-gruppen”), hvor der er mega meget støtte at hente samt videns- og erfaringsudveksling.
Tak for at dele din viden ❤️ er sikker på, at den kan hjælpe nogle ❤️
Det er sindsygt hårdt at miste ligemeget hvor langt man er! Jeg har selv prøvet at miste i uge 5,7 og 20+5 og selvfølgelig var det værst i uge 20. Da det jo indebar at jeg skulle føde min meget syge datter som døde under fødsel, det krævede jo en masse beslutninger både før under og efter, hvordan ønsker man fødslen skal gå, skal barnet navngives, begraves osv.
Når det er sagt var det også hamrende hårdt at miste de 2 andre gange selvom det var tidligt. Men det var jo et ønskebarn og så snart man ser de 2 streger vender ens verden 180 grader og håb og drømme for fremtiden kommer bragende med 100 km/t?
Hvor lyder det hele bare hårdt! Mange tak for at dele din historie – du er pisse sej ???
Tak tak tak for at tage et sådan et emne op!
Jeg havde selv en ufrivillig abort, for 4 år siden i 11. uge.. Det var en så voldsom oplevelse – og endnu mere fordi der aldrig var nogle der havde fortalt mig at en graviditet kan gå galt, og så ramte sorgen/tabuet/ensomheden endnu mere..
Jeg blev gravid igen ret hurtigt efter, og har i dag en dejlig søn på 3 år, men det var slet ikke der jeg var..
Jeg endte med at få psykolog hjælp frem til fødslen af min søn, og jeg nægter at det skal være tabu, så jeg har besluttet mig for at tale åbent og ærligt om den ufrivillige abort..
Det var så Lidt ❤️ det lyder virkelig som et hårdt forløb, når du ikke følte dig godt nok oplyst. Puha.. godt at du søgte hjælp ❤️
Jeg er i uge 7. I går var livmoderen total tom på scanningen. Nu går jeg og skal vente til på tirsdag med et svar og plan.
Vi har en datter der lykkedes i første forsøg. Men nu har vi prøvet i 3 år, været igennem 4 insimineringer, 1 reagensglas og en indlæggelse med overstimulering – netop fordi der skulle have været en graviditet nu.
Jeg er total knust.
Jeg bliver helt rørt, når jeg læser din besked Maria ? sender jer alle de bedste tanker, og en masse god energi ❤️ Det er på ingen måde fair, og jeg føler virkelig med jer!! ❤️
Halløj! Lækker blog!
Nå, men selvfølgelig er det helt forfærdeligt at miste i både 5-7-9 og 12 uge!!
MEN, jeg har nok også bare en anden holdning da, jeg selv har mistede min første søn, med blodpropper i både navlesnor og moderkage og et forfærdeligt dårligt flow som resulterede i en ALT for lille baby, gjorde at de valgte at lave et akut kejsersnit på mig i uge 26 og få ham til verden.
Jeg har jo set, hørt, mærkede og faktisk “født” mit barn, derfor tror jeg mange måske kan få ondt i røven over når folk i uge 5-7-9 og 12 mister. Ikke sagt at jeg ikke syntes det er forfærdeligt for det syntes jeg! Ville selv blive sønderknust!!
Jeg tror bare at folk som ikke har mistede ikke ved hvor MEGET der kan gå galt i en graviditet.
Dermed ikke sagt at ingen af de børn vi mister ikke har været lige meget ønsket, men jeg ville ønske at man ville vente med at offentliggøre det til uge 20 scanningen..
Håber aldrig at jeg eller nogen som står mig nær mister for det er det mest forfærdelige man nogensinde kan opleve!!
Sikke et fint og godt svar – virkelig respektfuldt men samtidig forklarende ❤️ kan så meget sætte mig i dit sted og i tankegangen ❤️
Rigtigt godt oplæg. Som du siger, hvorfor skal alt samme lignes? Ja det er jo nok rent fysisk en forskel på at miste i hhv 8. uge ifht senere – men derfor må man da gerne have lov til at føle sin sorg som man vil. Som du nævner – det er ikke kun et liv, man mister. Men hele ens drømme og forestillinger. Det er også derfor folk kan gå i sorg over et forlist forhold eller at blive forladt – alle ens håb og drømme er blæst væk. Taget fra en. Det er hårdt!
Jeg havde selv en graviditet uden for livmoderen, grundet endometriose. Jeg blev derfor klinisk steril efterfølgende. Det er noget af det hårdeste jeg nogensinde har oplevet. Jeg har heldigvis en datter i dag takketvære dygtige folk på Riget. Det tog dog nogle forsøg og sorgen var stor hver gang det ikke lykkedes. Derefter tør man heller ikke tro på det lykkes! Så jeg var mere eller mindre bange for at miste de første 20 uger.. :/ men! Det var det hele værd!
Men altså.. folk skal have lov til at føle hvad de gør! Ingen kan bestemme om noget er mere forfærdeligt end det andet!
Lige præcis – man mister drømmene og somme tider os håbet. Håbet for at det en dag skal lykkedes ❤️ lyder som et enormt hårdt forløb, men hvor er jeg bare glad for, at det lykkedes ??❤️
Jeg mistede i 9+1 i min anden graviditet for 2 år siden. Kom til en tidlig scanning med et slderssvarende foster, men ingen hjerteblink. De kunne først tage mig ind og lave en udskrabning 4 dage senere… Så jeg måtte hjem og gå over weekenden med graviditetskvalme (som jeg havde haft nonstop i en måned), opkastninger og et dødt foster i maven. Det var ikke rart.
Jeg havde tillige en kollega, der to uger forinden havde måttet afbryde graviditeten efter 20-ugers scanningen, så jeg følte slet ikke, jeg var berettiget til min sorg, for vores forløb kunne jo slet ikke sidestilles. De var jo nødt til at tage et aktivt valg om at stoppe hjertet på et sygt barn, og i øvrigt føde det.
Resultatet var, at jeg ikke talte om det overhovedet – og 5 uger senere gik jeg ned med stresslignende symptomer.
Der gik knap et halvt år før jeg blev gravid igen. Til nakkefold havde jeg rustet mig mentalt til, at der ikke var hjerteblink. Var lykkelig da alt så fint ud – indtil jeg fik et risikotal der sagde, at den lille måske havde Downs. Så måtte vi lige igennem 11 dage i helvede igen inden vi endelig fik bekræftet, at babyen “var en keeper”. ❤️ I dag er hun knap 11 mdr og helt perfekt ❤️
Jeg skulle gå med det døde foster i 1 døgns tid og det synes jeg har slemt.. men hele 4 dage ? stakkels dig.
Forstår godt, at du havde svært ved at åbne op, men selvfølgelig havde du os ret til din sorg ❤️
Sikken en historie! Puha.. godt at der ikke var noget galt ?
Er glad for at denne snak bliver taget op!
Jeg havde selv en spontan abort i sidste uge… i dag ville jeg ha været 12 uger henne? jeg synes dagene er uoverskuelige og føler virkelig jeg har mistet noget af mig selv selvom det “kun” var et lille foster ….
Åh jeg føler virkelig med dig ❤️ sender dig ALLE de bedste tanker – og håber på at en ny graviditet er lige om hjørnet.
Jeg forstår godt, at dagene er uoverkommelige – du har alt ret til at føle at du har mistet dig selv. Der findes ikke noget “kun”. For dig var det hele din verden og det er så ok ❤️
Jeg mistede sidste år, onsdagen i efterårsferien. På daværende tidspunkt var jeg i uge 8. Jeg havde 3 timer før været til scanning og set det fineste lille hjerteblink. Men efter jeg kom hjem fik jeg voldsomme smerter og begyndte at bløde. Pludselig da jeg skulle tørre mig, sad den lille klat på min finger. Der var ingen tvivl. Jeg havde mistet baby. Klatten blev lagt i et lille glas med vand for ikke at tørre ud.
Der gik dage før jeg, uden at tænke mig om eller være klar til det, skyllede den ud i toilettet. Først bagefter ramte det mig at jeg slet ikke var klar til at sige farvel.
Jeg nåede ikke engang at få min menstation igen, før at jeg var blevet gravid igen. Nu har jeg den dejligste pige ♥️
Åh sikken en historie – det vidner virkelig om, at man bare aldrig kan vide sig sikker. Det er så forfærdeligt ❤️
Men hvor var det godt, at du blev gravid igen hurtigt, selvom det selvfølglig ikke erstatter følelserne du havde og stadig har ❤️