Det tegnede til at blive den bedste sommer nogensinde. Jeg havde lige været oppe og forsvare min bachelor og stod nu med en positiv graviditetstest i hænderne. Lykken tilsmilede os – vi skulle være forældre den 27. februar 2017.
Egen læge
Efter 1,5 uge begyndte jeg at pletbløde og gik i panik. En snak med min praktiserende læge gjorde mig dog lidt mere rolig. Han tog mig og mine bekymringer som førstegangsgravid alvorligt og tilbød mig en scanning, som viste at alt så ok ud. Min mavefornemmelse fortalte mig dog stadig, at noget var galt – men jeg prøvede at ligge tankerne væk. Mandagen ugen efter fik vi oprettet vandrejournalen, da min læge gik på 3 ugers ferie. Vi blev i den forbindelse også informeret om, at hvis blødningen tog til, eller blev af mere frisk karakter, skulle jeg ringe 1813.
Jeg vidste noget var galt
Om torsdagen begyndte jeg at bløde frisk blod og ringede straks 1813. Jeg fik af vide, at de ikke ville se mig, før jeg blødte flere bind igennem i timen. Uroen bredte sig, og jeg var ikke i tvivl om, at fosteret var gået til. Det havde jeg faktisk vidst lige fra start af selvom familie og veninder forsøgte at berolige mig. For nogen er det normalt at små bløde, men jeg kunne bare mærke, at noget ikke var som det skulle være. Kipper og jeg besluttede os for at tage på en privat scanningsklinik dagen efter. Scanningen viste rigtigt nok at fosteret var gået til grunde.
Vi ringede igen 1813 og fik en tid på Herlev Hospital til en abort dagen efter. For mig som kvinde, skulle et psykisk mareridt nu til at begynde.
Supermands sokker og ironi
Da vi kom ind og skulle undersøges, blev vi mødt af en venlig sygeplejerske og en læge i supermands sokker. Lægen prøvede at joke en del med situationen og sagde fx “I er unge og ved ikke hvad i går ind til”. Han hentydede til, at det at få børn er hårdt, så det alligevel ikke gjorde noget at det ikke var nu. Kipper var 25 og jeg var 23 på det tidspunkt. Det var sikkert sødt ment, men det var ikke just det vi havde brug for at høre fra en, som selv havde fået de børn han skulle have.
Efter samtalen skulle jeg undersøges af ham, imens sygeplejersken så på. Efter lidt tid kom en kvindelig læge ind i rummet, da hun skulle bekræfte at fosteret var dødt. Til at starte med fik jeg ikke lagt noget klæde over underlivet, og det var i sig selv ikke særlig rart.
Da den kvindelige læge så begyndte at forklare den mandlige læge om hvor fosteret lå, og hvordan man kunne se at det var dødt, følte jeg mig som et dyr i en zoologiske have til skue for de 3 tilstedeværende.
Jeg forstår, at det er god læring fremadrettet, men kunne man ikke forklare sådan noget EFTER patienten er gået?
Hensyn til aborterende kvinder
Jeg fik stikpiller med hjem, og aborten forløb som den skulle. Ugen efter skulle vi igen på Herlev, for at sikre at det hele var kommet ud. Her blev vi mødt af en meget glad gravid sygeplejerske, som var til stede under hele undersøgelsen. Jeg ved, at jeg kan blive haglet ned for at sige dette, for SELVFØLGLIG skal gravide kvinder have lov at arbejde! Jeg ville blot ønske, at de synligt gravide, hvis muligt kunne arbejde i afdelinger, hvor ulykkelige par som har mistet deres ønskebarn ikke kommer? Ligesom jeg finder det yderst provokerende, at høre om kvinder, der skal føde deres døde børn blandt babyskrig og lykkelige omstændigheder.
Prikken over i’et
Vi følte os ret dårligt behandlet, og da jeg var sårbar, var jeg på det tidspunkt meget sur på det danske sundhedsvæsen. 3 uger efter jeg fik foretaget aborten, var jeg så småt begyndt at komme oven på igen. Det skulle vise sig at være for et kort stund, da jeg modtog et brev i min e-boks fra det offentlige:
“Kære Cecilie Olsen
Tillykke med graviditeten!
Du er henvist til fødsel på Nordsjælland Hospital….”
//C
22 kommentarer til “Aborterende kvinder og supermands sokker”
Det gør mig ondt at I skulle igennem en abort, det er utrolig hårdt. Men tak fordi du deler ❤ som uddannet sundhedsperson skærer det mig i hjertet at I ikke fik en bedre behandling og omsorg i den yderst sårbare situation i stod i ?
Tak ❤️ Ja det var sgu virkelig ærgerligt.. Selvfølgelig kan der ske fejl, men synes det er hæsligt at det tydeligvis sker maaange gange ?
Kedelig oplevelse 🙁 jeg fik selv foretaget en abort på Herlev i december 2015, da fosteret var gået til i uge 8 (fandt vi ud af i uge 10 efter privat scanning, fordi jeg ligesom dig havde en dårlig fornemmelse og ikke kunne vente på nakkefoldsscanning). Vi ventede hele dagen på akut gyn afsnit for at få foretaget kirurgisk abort (jeg turde ikke pillerne) og da jeg så endelig blev kørt ned til operation sagde portøren “ja og så kører vi lige forbi fødeafdelingen, men der skal du ikke ind, bare rolig”. Det var overhovedet ikke sjovt, når det var det, vi havde ønsket os skulle ske året efter :’-(
Åhh altså – nej det er sgu ikke sjovt! Det er bare en lorte oplevelse sådan en abort ?
Til R – jeg oplevede PRÆCIST det samme på vejen til udskrabning på Herlev. Jeg erindrer det dog som om, at jeg blev rullet igennem, for jeg kan klart genkalde mig duften af ristet brød og lyden af nyfødte skrig. Fatter ikke, at man skal den vej. Efter opvågning, lå jeg på en fælles stue med en 20-årig, der afventede en frivillig abort. Hun og hendes veninde havde en fest over at snappe deres ventetid på stuen, mens jeg lå bag et lille forhæng og græd og græd. Af en eller anden årsag, mente jeg sagtens at min mand kunne tage på job den dag, og at jeg bare kunne tage bussen ind. Dummeste idé ever at være alene. ?
@KK: nej, det er ufatteligt de ikke kan planlægge det bedre rent logistisk! Håber det er tænkt ind i ombygningen nu her, for det er sgu hårdt nok at gå igennem en ufrivillig abort i forvejen. Jeg tvang heldigvis min mand til at være på hospitalet hele dagen (vi ventede fra kl 9-17, jeg var fastende siden dagen før, skøøønt) 🙁
Super ærligt indlæg. Det kan næppe ha’ været nemt at skrive ❤️ Så flot og helt sikkert hjælpende for andre ramte. Råb det gerne – så hospitalet og de ansatte kan se den er helt forkert ??
Store dele af det, skrev jeg faktisk dengang.. Fandt det frem i en mail jeg havde sendt ind som læserbrev ❤️ Mange tak, ja jeg håber virkelig det kan hjælpe bare lidt derude ??
Jeg har desværre oplevet lignende i samme situation med på et andet sygehus. Jeg havde stærke mavesmerter der tog til og var urolig, men vagtlægen ville ikke gøre noget – mente ikke de kunne gøre noget. Heldigvis henviste min egen læge med det samme til en akut scanning dagen efter – hvor jeg sad og ventede blandt andre gravide, fik dog en bedre behandling til selve scanningen.
Jeg fik ligeledes piller, men da jeg skulle til scanning efterfølgende for at tjekke at alt var kommet ud, kom vi til at vente i over en time siddende i en dagligstue på barselsgangen – slet ikke optimalt.
Det er jeg ked af at høre ? og nej, på igen måde optimalt !!
Det offentlige skulle ganske enkelt skamme sig på dén konto! Vi var stort det nøjagtig det samme igennem sidste år.. med blødninger.. og den ene besked efter den anden om, at jeg var mere eller mindre hysterisk, og at det var helt normalt at bløde. Men jeg vidste i mit hjerte hvad der var ved at ske! Og da damen som scannede mig til 12 ugers undersøgelsen, trækker på skuldrene, kigger på os og knastørt siger “ja venner.. det ser jo ikke ud som det skal.. se her… det er bare en lille klat” gik min verden simpelthen i stå! Føj jeg glemmer det aldrig ? det var efterfulgt af et forløb som simpelthen bare var under al kritik! Der MÅ og SKAL bare være større omsorg i sådan en situation. Jeg veeeed godt, at det er deres arbejde, og de sikkert har oplevet det 1000 gange! Men det er første (og forhåbentligt eneste) gang at jeg skal have overrakt den besked, at mit lille ønskebarn i maven er tilgrundegået!!! Jeg kan kun ønske og håbe, at der kommer større fokus på emnet! Så af hjertet tak for at dele din historie! ??
OMFG!!!!! Hvad fanden er det for en opførsel!? Nøj hvor bliver jeg gal!!!! ?
Det der siger man bare ikke.. Jeg føler virkelig med jer, og JA det skal så meget ændres ??❤️
Jeg var 20 år. Var blevet gravid og følte noget var galt. Jeg var i uge 12. I 4 uger havde jeg lugtet fælt, jeg var ved at kaste op når jeg tog mine bukser af og kunne lugte mig selv konstant. Var ved lægen 3 gange og sagde, jeg lugter virkelig ikke sådan normalt. De sagde det var normalt når man var gravid at alt kunne lugte anderledes. Der blev lørdag og jeg begyndte at bløde, jeg blødte så meget at vi tog på skadestuen (ingen 1813 den gang) på Glostrup skadestue havde de noget der hed et “scoreskema” hvor man skulle ramme et hvis antal point for at en gynekolog kunne se på en. Jeg havde smerter og blødte. Men ikke nok. Så blev sendt hjem med Panodil af en sygeplejerske. Ingen læge havde vurderet mig.
Da vi kommer hjem bestiller vi pizza, jeg var udkørt og smerterne tog til. Jeg kunne ikke få en bid ned.. jeg gik på wc og jeg har aldrig set så meget blod i et bind før. Det væltede ud af mig og jeg havde så ondt! Jeg ringede til min far som var paramediciner. Han sagde at han ville møde os på Glostrup skadestue. Jeg kørte der ud og blev modtaget af et hold sygeplejesker og en læge. De ringede efter en gynekolog akut. Hun scanner mig og jeg bliver ved med at spørge. Er der liv. Hun siger meget surt til mig. MARIA LÆG STILLE. Hun forlader lokalet og råber hele Glostrup skadestue op uden foran døren. HVEM FANDEN HAR SENDT MARIA HJEM? En sygeplejesker går til bekendelse… hun råber igen, er du klar over hvad der kunne ha været sket! Hun skal operer nu! Og højt sandsynligt have blod plus en antibiotikakur! Der bliver stille og min far kommer ind til mig sammen med lægen og de fortæller mig at jeg skal have en udskrabning. Fosteret var “kun” 7 uger gammelt og var gået i forråddensle. (Derfra den klamme lugt) Udover det så skulle jeg inden for 5 min køres til akut operation.
Jeg frøs og var bange, oppe på operationsstuen stod der så mange mennesker. En ældre kvinde sir surt, læg dine ben op i bøjlerne. Jeg når intet at gøre før gynekologen siger, nej maria har været nok igennem. Hun skal ikke lægge benene op nu. Vi får dig til at sove og så ordner vi selv resten.
Jeg glemmer aldrig den gynækolog, hun var det sureste menneske da hun scannede mig, men det mest omsorgsfulde jeg har mødt efter, hun fulgte mig i et år til kontrol hver 3 månede. Nok mest pga min lorte oplevelse på skadestuen med den sygeplejerske der havde sendt med hjem.
Prikken over i’et var da jeg kom på arbejde efter nogle uger og havde brug for at snakke det ud. En kollega siger: nu skal du ikke dyrke det.. du skal bare være glad for du trodsalt kan blive gravid….
Beklager det sene svar – jeg har været lagt ned ❤️
Mange tak for at dele din historie med mig og med alle dem der læser med.
Sikke en voldsomt historie – hold da op! Jeg er totalt mundlam og ved ikke hvad jeg skal skrive.. Andet end at jeg er dybt chokeret og er så ked af det på dine vegne.
Sådan noget burde du virkelig kunne få erstatning for.. Føler med dig! ❤️
Øj puha det ripper helt op i noget af det samme, som jeg var ude for. Det er bare så hårdt at være gravid og ekstremt sårbar og (over)opmærksom, når man så bliver mødt af de hvide kitler, der desværre ser på dig som ren rutine og glemmer det menneskelige aspekt.
Jeg blødte MEGET i min graviditet, og uge9-10 stykker måtte jeg ringe 1813, der sendte mig på Hvidovre.
Her blev jeg mødt af en ung læge på ca 12, der hørte alt jeg sagde og fortalte mig med alvoren mejslet i ansigter, at jeg var ved at abortere. Hun så derfor noget perpleks og lang ud i hovedet, da der kom billeder frem med den livligste cirkusartist i maven. Det krævede en bagvagt, 30 minutter og mig i ulidelig krise at afkræfte enhver snak om om abort pt.
Dagen efter mødte jeg op igen for at få et skud anti-d i låret (rhesus-negativ ting), hvor sygeplejersken der så mig tydeligvis ikke havde læst længere end ‘abort’ i min journal. Alle mine symptomer bekræftede aborten sagde hun, så da jeg så helt ulykkelig og forvirret ud, så læste hun lige min journal igen, GIK! Så jeg sad alene og ulykkelig, for så at komme med bekræftelse på, at alle de symptomer jeg havde bekræftede min graviditet! Hold nu kæft det var hel til grin! Tog mig ugevis at stole på min krop (heldigvis kastede jeg konstant, så jeg var ok tryg ved, at jeg stadig var gravid).
Og det endte heldigvis lykkeligt med sund og rask dreng (omend jeg fødte 28+2).
Beklager det sene svar – jeg har været lagt ned ❤️ Det er fandeme uprofessionelt – det er da helt vildt! Forstår godt, at det tog dig lang tid før du kom oven på igen, og turde stole på din krop. Men hvor er det godt, at det trods alt endte lykkeligt ??
Min mugne historie om de ellers søde ansatte på sygehuse;
Jeg havde 2 sa og 1 ma med mig da jeg igen blev gravid. Naturligvis var jeg sygeligt nervøs især de første 20 uger indtil jeg begyndte at mærke hende sparke dagligt. Og min datter var virkeligt livlig.
Grundet min nervøsitet og alder (fødte som 39-årig) havde jeg en del samtaler med jordemoder. Jeg frygtede nemlig meget vuggedød i maven i sidste trimester.
Min søde jordemoder sagde igen og igen at jeg ved det mindste unormale skulle kontakte fødegangen ; “du kender bedst hendes mønster og livlighed, og vi scanner altid hellere en gang for meget end en gang for lidt”.
En eftermiddag (nok uge 28-32’ish) syntes jeg der var stille i maven. Hun gik ikke bonanza med CanCan om aftenen som hun plejede og iskolde drikke hjalp intet. Morgenen efter mærkede jeg en smule men sleeeeet ikke i samme dur som normalt. Jeg ringede til fødegangen om formiddagen, om jeg kunne komme ind og få kørt en strimmel og forklarede hvorfor.
Brugte al kraft jeg havde for ikke at tude (for jeg tuder over ALT og især når jeg skulle snakke om min ængstelser i forbindelse med min graviditet).
Den sureste gamle jordemoder havde taget tlf. Hun belærte mig striks om at “de ikke var der for sjov og man kunne sandelig ikke bare lige komme ind fordi man syntes det var hyggeligt” – Ja, det var de ord hun brugte!
Så tabte jeg sutten totalt! Brølede ind i røret at jeg kraftedme på ingen måde syntes det var et cozy lille hyggetjek når jeg i næsten et døgn nærmest ikke havde kunne mærke den baby vi havde forsøgt at få i næsten 6 år!
Hun sagde så at jeg så kunne komme ind, men KUN fordi de ikke havde travlt.
På vej ned til sygehuset var jeg så rasende og hysterisk at jeg hyperventilerede. Fandt en p-plads og kylede bilen ind.
I mellemtiden var baby vågnet i maven (muligvis pga mit afsindige raserianfald i bilen og den ekstra ilt pga hyperventilation ?) så hun sparkede derudaf og jeg marcherede (stadig stortudende) ind på fødegangen hvor hende jeg havde talt med sad ved en pc.
Gik direkte op til skranken og brølede at hun fandme bare kunne vende tilbage til kaffepausen for baby var vågnet og at jeg i øvrigt ikke havde tænkt mig at føde der alligevel når jeg blev spammet fra alle om at søge hjælp ved tvivl og når jeg så gør så bliver jeg beskyldt for at misbruge systemet og at jeg fandme i hele mit voksenliv har gjort alt for at spare på det offentlige, jeg frabad mig endda blodprøver efter sidste abort fordi jeg syntes det var latterligt at de skulle bruge tid/penge på det…
Hun blev vist lidt forskrækket for snot og tårer stod ud af mig imens og overtalte mig til at vi lige kunne tjekke “nu jeg var der”.
Og hun fandt en særdeles livlig baby på strimmel og sagde “hun sparker noget mere end vi normalt ser” og jeg kunne jo kun surt svare at når jeg var vant til den aktivitet i maven stort set i døgndrift så er det klart jeg bliver nervøs ved totalt ro i timevis.
Jo, det kunne hun godt forstå da ?.
Ved næste jm-konsultation fortalte jeg om min oplevelse og min søde jm vidste hvem jeg snakkede om uden at slå det op. Hun skrev ind i mine papirer at det ikke lige var denne jm jeg skulle have med til fødsel ???
Beklager mit sene svar, jeg har haft utrolig travlt ❤️
Forstår virkelig godt, at du var ekstra nervøs med den forhistorie!!!
De der i telefonen kan virkelig være stride.. Jeg kan også huske, at jeg fik fat på en mega nedern en. Jeg lagde på og ringede igen senere ?
Hahahahaha hold kæft hvor er det fedt at du gjorde det – og fantastisk at det kunne indskrives, at du ikke skulle have hende ???
Hvor er jeg oprigtig ked af at læse din oplevelse.
Jeg havde for halvanden uges tid en spontan abort. Jeg var også begyndt at pletbløde og tog derfor til egen læge, der ikke mente der var grund til scanning, da jeg ikke blødte mere end jeg gjorde. Inderst inde vidste jeg nok godt, hvor vi var på vej hen. Blødningen tager til dagen efter og om aftenen, kommer en god portion og jeg kontakter vagtlægen. Jeg får en tid kort efter. Lige netop som jeg ankommer til vagtlægens venteværelse, kan jeg mærke en ordentlig klump komme ud af mig. Jeg skynder mig ud på toilettet, og har blod over alt og en lille klump/lomme med en lille reje lignede ting i. Jeg brød sammen. Helt alene, da min kæreste er hjemme ved vores lille datter. Jeg får rengjort mig, og går grædende tilbage til venteværelset. Vagtlægen er forsinket og mit overskud til at agere et dyr i zoologisk have, er virkelig småt. Jeg vælger derfor at spørge om, hvor lang ventetid der er, i receptionen på skadestuen (lige ved siden af – samme venteværelse). Jeg bliver mødt af to iskolde sygeplejersker, der ikke kan fortælle noget om ventetiden og at tiden er vejledende ligesom ved almindelig læge, så jeg må være tålmodig ? grædende udbryder jeg, om de så i det mindste har et bind jeg kan få, da blodet stå ud af mig. Uden at fortrække en mine, stikker de mig et bind. De spurgte ikke én eneste gang, om jeg var ok, havde brug for hjælp, eller andet medmenneskeligt. Jeg var i chok. Da jeg 10 min efter igen henvender mig, for at spørge om det er nødvendigt at jeg bliver tilset af læge, eller om jeg godt bare kan gå, nu hvor jeg ved jeg har aborteret, møder jeg igen en mur af sygeplejersker. Jeg burde blive, men skulle selv tage fat i vagtlægen, hvis jeg valgte at gå. De kunne ikke hjælpe mig. Lige i dette sekund besluttede jeg, at jeg ALDRIG skulle sætte mine ben i den skadestue.
Heldigvis fik jeg en god behandling ved vagtlægen, da jeg endelig kom ind, og en rigtig god behandling på akut modtagelsen, hvor jeg blev sendt op.
Men min respekt er ikke eksisterende for de sygeplejersker, der vitterligt ikke havde nogle patienter i sigte, men alligevel tydeligvis ikke ansede mit behov for hjælp. Det gjorde virkelig ondt!
Og som du siger.. det er sgu lidt at gøre grin med aborterende kvinder, at de skal til kontrol/undersøgelse mv, blandt glade gravide og fødende kvinder.. det oplevede jeg er par dage efter, da jeg skulle til kontrol på gynækologisk afdeling. Måske den afdeling kunne lægge et andet sted end klods op og ned af lykkelige kommende- og nyudklækkede forældre. ?
Tak og virkelig i lige måde ?
Hvor bliver jeg gal! Det er fandeme bare IKKE i orden det der!! Hvad er det for en opførsel!? I det mindste kan de da spørge om du er ok. Bliver godt nok forarget!
Forstår godt at det gjorde ondt, havde det VIRKELIG også gjort på mig ?
Helt enig! ❤️
Jeg sender dig og jer, alle de bedste tanker ❤️
Da jeg ikke havde haft lavet en scaning inden jeg mistede, sagde de: Vi ved jo slet ikke om der var et rigtigt barn!!!
Jeg fik desuden et surt opkald fra min jordemoder om hvorfor jeg ikke var mødt op til samtale, viste sig at hun havde glemt at kigge i papirene.
Åh, det er så grænseoverskridende, og sårende, hvad de kan finde på at sige!