Aborterende kvinder og supermands sokker

28 oktober, 2018

Det tegnede til at blive den bedste sommer nogensinde. Jeg havde lige været oppe og forsvare min bachelor og stod nu med en positiv graviditetstest i hænderne. Lykken tilsmilede os – vi skulle være forældre den 27. februar 2017.

Egen læge

Efter 1,5 uge begyndte jeg at pletbløde og gik i panik.  En snak med min praktiserende læge gjorde mig dog lidt mere rolig. Han tog mig og mine bekymringer som førstegangsgravid alvorligt og tilbød mig en scanning, som viste at alt så ok ud. Min mavefornemmelse fortalte mig dog stadig, at noget var galt – men jeg prøvede at ligge tankerne væk.  Mandagen ugen efter fik vi oprettet vandrejournalen, da min læge gik på 3 ugers ferie. Vi blev i den forbindelse også informeret om, at hvis blødningen tog til, eller blev af mere frisk karakter, skulle jeg ringe 1813.

Jeg vidste noget var galt 

Om torsdagen begyndte jeg at bløde frisk blod og ringede straks 1813. Jeg fik af vide, at de ikke ville se mig, før jeg blødte flere bind igennem i timen. Uroen bredte sig, og jeg var ikke i tvivl om, at fosteret var gået til. Det havde jeg faktisk vidst lige fra start af selvom familie og veninder forsøgte at berolige mig. For nogen er det normalt at små bløde, men jeg kunne bare mærke, at noget ikke var som det skulle være.  Kipper og jeg besluttede os for at tage på en privat scanningsklinik dagen efter. Scanningen viste rigtigt nok at fosteret var gået til grunde. 

Vi ringede igen 1813 og fik en tid på Herlev Hospital til en abort dagen efter. For mig som kvinde, skulle et psykisk mareridt nu  til at begynde. 

Supermands sokker og ironi

Da vi kom ind og skulle undersøges, blev vi mødt af en venlig sygeplejerske og en læge i supermands sokker. Lægen prøvede at joke en del med situationen og sagde fx “I er unge og ved ikke hvad i går ind til”. Han hentydede til, at det at få børn er hårdt, så det alligevel ikke gjorde noget at det ikke var nu. Kipper var 25 og jeg var 23 på det tidspunkt. Det var sikkert sødt ment, men det var ikke just det vi havde brug for at høre fra en, som selv havde fået de børn han skulle have.
Efter samtalen skulle jeg undersøges af ham, imens sygeplejersken så på. Efter lidt tid kom en kvindelig læge ind i rummet, da hun skulle bekræfte at fosteret var dødt. Til at starte med fik jeg ikke lagt noget klæde over underlivet, og det var i sig selv ikke særlig rart.

Da den kvindelige læge så begyndte at forklare den mandlige læge om hvor fosteret lå, og hvordan man kunne se at det var dødt, følte jeg mig som et dyr i en zoologiske have til skue for de 3 tilstedeværende.

Jeg forstår, at det er god læring fremadrettet, men kunne man ikke forklare sådan noget EFTER patienten er gået?

Hensyn til aborterende kvinder

Jeg fik stikpiller med hjem, og aborten forløb som den skulle. Ugen efter skulle vi igen på Herlev, for at sikre at det hele var kommet ud. Her blev vi mødt af en meget glad gravid sygeplejerske, som var til stede under hele undersøgelsen. Jeg ved, at jeg kan blive haglet ned for at sige dette, for SELVFØLGLIG skal gravide kvinder have lov at arbejde! Jeg ville blot ønske, at de synligt gravide, hvis muligt kunne arbejde i afdelinger, hvor ulykkelige par som har mistet deres ønskebarn ikke kommer? Ligesom jeg finder det yderst provokerende, at høre om kvinder, der skal føde deres døde børn blandt babyskrig og lykkelige omstændigheder. 

Prikken over i’et

Vi følte os ret dårligt behandlet, og da jeg var sårbar, var jeg på det tidspunkt meget sur på det danske sundhedsvæsen. 3 uger efter jeg fik foretaget aborten, var jeg så småt begyndt at komme oven på igen. Det skulle vise sig at være for et kort stund, da jeg modtog et brev i min e-boks fra det offentlige:

“Kære Cecilie Olsen
Tillykke med graviditeten!
Du er henvist til fødsel på Nordsjælland Hospital….”

//C 

Du vil måske også synes om

Der er lukket for kommentarer.

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen