I følelsernes og ærlighedens vold

14 november, 2018

Tidligere i dag havde jeg et mental break down. Da jeg forsøger at være 100% ærlig, for netop at hjælpe andre mødre, lagde jeg det op på story. For mig nytter det ikke kun at skrive om episoder EFTER de er hændt, og man har fundet løsningen/er faldet ned. Hvis vi oprigtigt skal hjælpe hinanden, er det med at vise vores sårbare øjeblikke, for det er oftest dem, vi ikke deler med andre.

Fridagen der aldrig blev til noget

Jeg har fri hver onsdag, og den dag skulle oprindeligt bruges på afslapning og lidt praktiske ting. 95% af gangene, har vi dog haft et tomt køleskab, været bagud med vasketøj eller rengøring eller også har Arthur været syg. Men i dag skulle det ENDELIG være – dagen skulle bruges på afslapning og hyggelige gøremål. 

Arthur valgte at sove længe, og jeg gik veludhvilet ind til ham klokken 8. Jeg glædede mig til en rolig morgen med ham, og til en dejlig rolig dag helt alene hjemme uden hverken ham eller Kipper. I dét jeg tog ham op, vidste jeg dog, at min fridag var ødelagt. Han var varm, og rigtig nok viste temperaturen 38,5 – oven i det er han i tigerspring lige nu, og er i forvejen små irriterrende at være sammen med.

At tilsidesætte sig selv

Jeg prøvede at være positiv, for det er jo det ansvar der følger med, når man har børn. Sådan er livet, og det må man som forældre indordne sig efter. MEN bare fordi det er alle forældres virkelighed, behøver det ikke at være nemt. Det er bare ikke altid fedt at tilsidesætte egne behov for et andet menneske, når man selv havde planer. 

Jeg fik det lidt dårligt over mine tanker, og da jeg seriøst overvejede at give ham Panodil og sende ham afsted alligevel – bare for at kunne slappe af og ordne praktiske ting, fik jeg det endnu værre. 

Stakkels lille syge Arthur, tænkte min hjerne. Men det var jo ikke sådan jeg mente det. Jeg ville gerne være der for ham, men jeg ville også bare gerne slappe af.

Far, far far!

Jeg gav ham Panodil og fortsatte morgenen. Det hele gik fint, og jeg kunne godt håndtere, at han krævede 80% mere end han plejer. Som timerne gik, blev jeg dog mere og mere frustreret. Når han er krævende, kan han ikke være alene i 2 sekunder. Jeg kunne ikke tisse, selv få morgenmad (uden han skreg), lave hans frokost eller noget som helst. For at det ikke skal være løgn, gik han da os bare grædende frem og tilbage og sagde “far, far, far” 

I sådan en situation bliver jeg stresset. Blodet pumper rundt i kroppen, og jeg kan mærke, at jeg får mere og mere lyst til at råbe “SÅ HOLD DOG KÆFT”

Det er selvfølgelig ikke en konstruktiv håndtering af situationen, så jeg ender med at holde det hele inde. Det resultere dog i, at jeg til sidst eksplodere endnu mere end hvad godt er – i både tåre og frustration. Jeg ender nærmest med det værste scenarie, fordi jeg vil ham det bedste – det er sgu tragiskomisk på sin vis. Efterfølgende står jeg der, og føler mig som verdens værste mor, og forstår egentligt godt at ungen løber rundt og råber far, far, far.

Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå et øjeblik, når jeg kommer derud. Gå helt ud af lejligheden, i ro og fred, og trække vejret dybt. Jeg forsøger at trække vejret dybt og tage det roligt, når han er der, og somme tider endda lukke mig inde i soveværelset i et kort øjeblik, men da han bare står og hamre på den anden side og skriger imens, føler jeg virkelig ikke det hjælper. 

Nu er det snart jul, så kære julemand: Giv mig et mindre temperament, en større tålmodighed og et palæ at bo i – please?

//C

Du vil måske også synes om

Der er lukket for kommentarer.

Der er lukket for kommentarer.

Scroll til toppen