Tidligere i dag havde jeg et mental break down. Da jeg forsøger at være 100% ærlig, for netop at hjælpe andre mødre, lagde jeg det op på story. For mig nytter det ikke kun at skrive om episoder EFTER de er hændt, og man har fundet løsningen/er faldet ned. Hvis vi oprigtigt skal hjælpe hinanden, er det med at vise vores sårbare øjeblikke, for det er oftest dem, vi ikke deler med andre.
Fridagen der aldrig blev til noget
Jeg har fri hver onsdag, og den dag skulle oprindeligt bruges på afslapning og lidt praktiske ting. 95% af gangene, har vi dog haft et tomt køleskab, været bagud med vasketøj eller rengøring eller også har Arthur været syg. Men i dag skulle det ENDELIG være – dagen skulle bruges på afslapning og hyggelige gøremål.
Arthur valgte at sove længe, og jeg gik veludhvilet ind til ham klokken 8. Jeg glædede mig til en rolig morgen med ham, og til en dejlig rolig dag helt alene hjemme uden hverken ham eller Kipper. I dét jeg tog ham op, vidste jeg dog, at min fridag var ødelagt. Han var varm, og rigtig nok viste temperaturen 38,5 – oven i det er han i tigerspring lige nu, og er i forvejen små irriterrende at være sammen med.
At tilsidesætte sig selv
Jeg prøvede at være positiv, for det er jo det ansvar der følger med, når man har børn. Sådan er livet, og det må man som forældre indordne sig efter. MEN bare fordi det er alle forældres virkelighed, behøver det ikke at være nemt. Det er bare ikke altid fedt at tilsidesætte egne behov for et andet menneske, når man selv havde planer.
Jeg fik det lidt dårligt over mine tanker, og da jeg seriøst overvejede at give ham Panodil og sende ham afsted alligevel – bare for at kunne slappe af og ordne praktiske ting, fik jeg det endnu værre.
Stakkels lille syge Arthur, tænkte min hjerne. Men det var jo ikke sådan jeg mente det. Jeg ville gerne være der for ham, men jeg ville også bare gerne slappe af.
Far, far far!
Jeg gav ham Panodil og fortsatte morgenen. Det hele gik fint, og jeg kunne godt håndtere, at han krævede 80% mere end han plejer. Som timerne gik, blev jeg dog mere og mere frustreret. Når han er krævende, kan han ikke være alene i 2 sekunder. Jeg kunne ikke tisse, selv få morgenmad (uden han skreg), lave hans frokost eller noget som helst. For at det ikke skal være løgn, gik han da os bare grædende frem og tilbage og sagde “far, far, far”
I sådan en situation bliver jeg stresset. Blodet pumper rundt i kroppen, og jeg kan mærke, at jeg får mere og mere lyst til at råbe “SÅ HOLD DOG KÆFT”
Det er selvfølgelig ikke en konstruktiv håndtering af situationen, så jeg ender med at holde det hele inde. Det resultere dog i, at jeg til sidst eksplodere endnu mere end hvad godt er – i både tåre og frustration. Jeg ender nærmest med det værste scenarie, fordi jeg vil ham det bedste – det er sgu tragiskomisk på sin vis. Efterfølgende står jeg der, og føler mig som verdens værste mor, og forstår egentligt godt at ungen løber rundt og råber far, far, far.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå et øjeblik, når jeg kommer derud. Gå helt ud af lejligheden, i ro og fred, og trække vejret dybt. Jeg forsøger at trække vejret dybt og tage det roligt, når han er der, og somme tider endda lukke mig inde i soveværelset i et kort øjeblik, men da han bare står og hamre på den anden side og skriger imens, føler jeg virkelig ikke det hjælper.
Nu er det snart jul, så kære julemand: Giv mig et mindre temperament, en større tålmodighed og et palæ at bo i – please?
//C
10 kommentarer til “I følelsernes og ærlighedens vold”
Tak for din ærlighed. ❤️ Da jeg så dit klip på Instagram gråd jeg faktisk med dig.
Sandheden er at jeg det rammer så tæt på mine egne erfaringer. Jeg har selv en søn på 13 måneders krudtugle. Vi startet lige de 6-7 første mnd med kolik (uopdaget komælksintolerance), låsninger og i det hele taget masser af problemer. Ingen sammenhængende søvn det første halvår, og max 38 min lur. Oh yeah, nævnte jeg at faren er pilot, familien i et andet land og jeg nærmest6 var alenemor min barsel? Han er også ørebarn oveni, så det har egentlig været et mareridt indtil for nyligt.
Jeg tror jeg har mini-ptsd fra kolikken, for når han fx er syg /får tænder/ i spring + i det humør du beskrev så godt – så bliver jeg taget fuldstændig tilbage til magtesløsheden og får hjertebanken og er i total alarmberedskab. Det duger jo ikke, men det sidder bare så dybt.
Jeg er så taknemmelig for at du deler, for det hjælper mig med at arbejde gennem tidligere erfaringer og gi plads til nye gode erfaringer med det at have en fantastisk dejlig søn som faktisk er normal nu 🙂
?
Det var virkelig så lidt❤️ Åh det er jeg virkelig ked af at høre – det lyder virkelig som en hård start ?
Godt at det hele er blevet bedre nu ??
Sådan der kan jeg virkelig også få det somme tider – det er så ubehageligt ?
Jeg sender lige en mor krammer til dig. Ville ønske du havde været der da jeg for 15 år siden stod i nøjagtig samme situation. Han sov først igennem da han var 3 år. Konstant anfald af sygdom og feber og ørebarn oveni. Frustration over ikke at slå til selvom man gjorde alt for det lille menneske. ❤️ Har stået med høreværn på og hulkene bedt ham om at tie stille bare 10 min. Det bliver bedre tro på det. har i fået checket hans ører. De videoer du ligger op syntes jeg han nusser øre/kind en del. Mangler du en super ørelæge og er villig til lidt transport så få en tid hos Mads stougaard i Ringsted.
Det lyder virkelig også hårdt – kan slet ikke forestille mig ikke at få min søvn i så lang tid ! ?❤️
Vi er igang med et forløb hos en øre, næse hals læge, så det er rigtig fint. Ellers tak for rådet!
Jeg sender en krammer retur ?
Ja, tak for din ærlighed! I går var en hård dag herhjemme i barselsland for mig. Og jeg kender så godt det med at holde tårerne tilbage for deres skyld. Jeg får så dårlig samvittighed hver gang jeg græder over for min datter og hun smiler tilbage til mig som for at opmuntre mig. Det er jo ikke hendes job at opmuntre mig.
Det hjælper så meget med dine fortællinger fra hverdagen, så jeg ved, jeg ikke er den eneste der af og til må græde foran mit barn.
Det var virkelig så lidt ❤️ Åh sådan der havde jeg det seriøst os meget, da jeg var på barsel – så nej du er bestemt ikke alene!
?? Er rigtig glad for at høre, at profilen kan hjælpe dig ?
Åh ja, hvis man kan ønske sig engleblid tålmodighed, skal jeg sgu straks kradse det på åretes ønskeseddel ?.
– A
haha os mig ?
Det rammer fuldstændig ned i hvordan jeg har det for tiden. Kan genkende hvert ord. Jeg råber af min 10 måneder gamle datter og får med det samme så dårlig samvittighed at jeg næsten ikke kan holde det ud. Hun søger far og jeg føler mig så afvist. Bliver endnu mere sur på hende og bebrejder mig selv. Jeg savner så meget et break! Men det er ko som du skriver ikke en mulighed når man er alene hjemme med baby. For mig er følelserne lige ved at tage slemt overhånd for tiden og det er kommet dertil hvor jeg ikke har lyst og overskud til at være alene med hende. Jeg har opsøgt GAIA instituttet for hjælp og har første konsultation i morgen. Håber på alt det bedste for dig og TAK for at du deler de her tabuiserede men vigtige følelser!
Mange tak for at dele dine tanker ❤️ Det er så sejt, og det er helt sikkert første skridt på vejen.
Jeg havde det også sådan da jeg var på barsel – laaaange dage, og man orker bare ikke mere. Giv mig dog en pause for fanden ?
Det er så sejt og stort af dig at søge hjælp. Jeg sender dig alle de bedste tanker, og ønsker dig alt det bedste på din vej ?