En af de emner mange af jer har ønsket at læse om, er hvordan jeg kom ud af fødselsdepressionen. At have en fødselsdepression er en stor og tung ting, men som andre psykiske lidelser, findes der forskellige grader. Jeg havde en medium fødselsdepression, hvis man kan kalde det det. Depressionen var ikke så slem, at det krævede indlæggelse, men det var nok til at slå mig helt ud.
Erkendelse
Første step i at få det bedre er erkendelsen. Erkendelsen af, at det ikke er sådan du skal have rende rundt og have det. Punktet hvor nok er nok, og du er klar til at få det bedre.
På et tidspunkt gik jeg op ad væggene herhjemme, fordi jeg ikke kunne stå på mine ben. Jeg var så afkræftet fysisk og psykisk.
Hormoner eller ej, så kunne jeg godt mærke, at noget ikke var rigtigt inde i min krop. Jeg havde en kæmpe sort sky over mit hovede konstant og den generelle mistrivsel drænede mig. Jeg kunne slet ikke magte at være alene med Arthur, selv i kort tid, og da det var slemmest, var jeg ikke oprigtigt glad på noget tidspunkt af dagen. Da jeg også begyndte at få selvmordstanker, var det nok for mig.
Udefrakommende hjælp
Nogen har en god støtte i sundhedsplejersken, venner, familie osv., og for en del kan det være nok. Andre har brug for professionel hjælp, og det havde jeg. Min veninde, som snart er uddannet psykolog, hjalp mig med at finde en skide god psykolog med speciale i emnet. Det der var så særligt ved hende, var at hun var meget nede på jorden i hendes talemåde. Hun talte ikke på en klassisk psykologmåde, som mange ellers kan tænke om psykologer. Hun var også utrolig positiv i sin tilgang, og jeg husker tydeligt nedenstående samtale
“Jeg kan ikke en gang huske at give ham D-dråber altså.. En så simpel lille ting, kan jeg ikke finde ud af. Hvordan skal jeg så kunne sørge for, at han trives?”
“Jeg har 3 børn Cecilie, og ved du hvad? Jeg glemte at give hver og en D-dråber, og de lever endnu. Jeg kan se på Arthur, at han trives og elsker dig, så skid hul i de D-dråber”
En opløftende, forstående og humoristisk tilgang til min situation, var vejen frem for mig. Det med at jeg ikke var alene, var så livsbekræftende for mig, og var faktisk en af grundende til, at jeg oprettede LINK denperfektemor. Jeg blev også tilmeldt en mødregruppe for sårbare mødre i kommunen, da jeg ikke havde overskud til at deltage i min egen – det tiltag var dog slet ikke noget for mig. Stemningen i gruppen var i mine øjne meget “offer” anlagt, ikke at der er noget galt i det, men for mig som person, var det ikke en hjælp.
Øvelse gør mester
Det er en lang proces at få det bedre. Man starter ikke bare i behandling og vågner ugen efter og har det godt – desværre. Det kræver arbejde, mod, tålmodighed og tid at få det bedre. Jeg tog bitte små skridt i starten, og de skridt var fx at gå en tur alene med barnevognen, at få besøg af en veninde, at være helt alene uden nogen og slappe af og se en serie. Ja det lyder rart at være alene og se en serie, men der var det ikke for mig. Jeg var plaget af angst, lavt selvværd og dårlig samvittighed konstant. For mig handlede det også meget om at turde lade ham ligge alene i 2 minutter. Det kunne jeg slet ikke have i starten
Senere hen, da jeg var i bedring, var det ting som at handle alene med ham i barnevognen, tage toget/bussen, være alene med ham i flere timer ad gangen og tage på tur med ham fx i et storcenter eller ud og besøge en veninde.
Da jeg gjorde alle ovenstående ting, var det ofte med hjertebanken, angstpræget tanker osv. Nogen gange gik det godt, og andre gange gik det skidt. Jeg gjorde dog alt, hvad jeg kunne, for at rose mig selv for mine fremskridt. Det vigtigste var ikke at presse sig selv for meget, og tage udviklingen i stille og roligt tempo.
Drop sammenligning
Du er ikke svag, fordi du ikke kan det samme som andre. Jeg blev SÅ misundelig, når jeg hørte om andre mødre der var i babybio, i svømmehallen, i teateret, til rytmik eller hvad ved jeg med deres mødregruppe. Det var jeg på ingen måde i stand til, og det gjorde mig utrolig ked af det. Jeg havde glædet mig til at deltage i alle de spændende ting, og det var derfor en stor kamel at sluge. Første, og faktisk eneste gang, vi har været i svømmehallen med Arthur, var da han var 6 mdr. Det var længe at vente, på noget jeg havde glædet mig så meget til, men vi var ikke klar før. Fordi vi ventede blev det en oplevelse jeg glædede mig til, frem for at jeg skulle gå og være direkte angst i hele processen fra start til slut.
Bare fordi du ikke kan “det samme som alle andre”, er du ikke en svag eller dårlig mor. Du har dine ting at slås med og det er kun stærkt og sejt at gøre tingene i dit tempo.
Selvkærlighed
Ros og pas på dig selv i den grad du magter. Bliv 2 minutter længere i badet, sæt dig i vinduet og få solens stråler i ansigtet, drop rengøring og bed om alt den hjælp du kan få. Bed venner og familie handle lidt ind, svinge støvsugeren eller gå en tur med barnevognen. Det er vigtigt at være egoistisk i processen, selvom det lyder negativt ladet – det er det ikke! For at passe på andre, skal du først passe på dig selv.
Tilbagefald
I løbet af processen vil du opleve tilbagefald i den forstand, at der er dårlige perioder. Der vil være perioder, hvor du synes der ikke er fremgang, du føler du er en elendig mor og dit barn på ingen måde vil samarbejde. Giv dig selv lov til de dage, og accepter, at de er en del af processen. Heldigvis venter en ny dag lige om hjørnet, og så længe du generelt arbejder med dig selv, lover jeg dig, at det nok skal gå fremad.
Hvis du har lyst til at læse mere om emnet fødselsdepression, har jeg tidligere skrevet dette indlæg: hvordan opdagede du, at du havde fået en fødselsdepression?
//C
