En af de ting jeg havde glædet mig meget til, da Arthur lå inde i min mave var hans første jul. Jeg havde allerede en masse romantiske ideer om, hvordan juleaften skulle blive. Det fine lysende juletræ, en smilende nuttet baby og nogen forældre som var trætte, men som i det mindste var fyldt op med glæde og kærlighed. Sandheden er, at juledagene og hans første jul blev et helvede – i hvert fald for mig.
Jeg var ramt af fødselsdepressionen, og selvom det overordnet gik bedre, var jeg inde i en rigtig dårlig periode. Mit hjerte ville være alene – alene med min kæreste og min søn. Jeg ville bare gerne komme igennem dagene. Jeg talte timer, til det igen blev aften, og jeg kunne klappe mig selv på skulderen over, at jeg havde overlevet endnu en dag. Jeg var syg, rigtig syg. Psykisk, men også fysisk, og alt jeg ønskede var ro, fred og tid med min familie.
Brystbetændelse
En brystbetændelse havde ramt mig i dagene op til jul, og gud hvor er det dog noget af det frygteligste! Den dag jeg fik brystbetændelse endte vi med at være på skadestuen 2 gange. Først med mig, og senere på aftenen skreg Arthur så meget, at vi troede var døden nær. Vi ringede derfor 112, og endte på skadestuen. Vi brugte hele natten derude, og det hjalp ligefrem heller ikke på min brystbetændelse. Smerterne var nærmest ikke til at holde ud. Jeg skulle amme indover et bord, tage virkelig mange piller, spise, massere brystet samt hvile og sove, som man i øvrigt virkelig har mulighed for med en (kolikramt) baby. Alt dette skete, imens juleaften stod for døren.
Den magiske juleaften
Ikke bare en juleaften men DEN juleaften. En juleaften som alle andre end mig så frem til. Kippers og min families skulle endelig samles, også endda med Arthur som æresgæst.
Det fælles samlepunkt skulle være lille Arthur, og vi alle skulle have en hyggelig juleaften og være glade. Jeg var bare ikke i nærheden af at være glad.
Jeg græd faktisk hver dag op til jul, og kunne knap nok sove om natten, pga. tankemylder over hvad jeg dog skulle stille op med julen. Smerterne gjorde det endnu svære at tænke klart, og jeg drømte om at kunne grave mig ned og vågne op igen, når brystbetændelsen var gået væk og juleaften var slut.
Alt i min krop sagde, at jeg skulle aflyse, da jeg på ingen måde kunne overskue det. Jeg forsøgte derfor flere gange at aflyse aftenen, og udtrykke mit behov for at være hjemme med min lille familie, grundet brystbetændelsen og min psykiske tilstand, men folk havde glædet sig – meget.
Jeg blev derfor mødt af skuffede ansigter og triste stemmer, og jeg tog derfor selv valget om at tage med til juleaften.
For mig var det ikke det rigtige valg, men jeg magtede ikke mere. Jeg havde det så skidt, at det sidste jeg orkede var flere problemer. Aftenen gik isoleret set rigtig fint. Alle ville mig det bedste, men inderst inde vidste jeg, at det bedste for mig var at være hjemme med Kipper og Arthur.
Julen i år bliver anderledes. Mit hjerte bliver ikke givet ud, det bliver i stedet der, hvor det høre til.
//C
