Den angstramte børnepasser

14 januar, 2019

At have en fødselsdepression og et barn med kolik sætter sine spor. Ikke at man ikke kan have det på den måde jeg har det, hvis man har haft en nem baby og på ingen måde har været depressionsramt. Sagen er bare den, at jeg har udviklet en eller anden form for angst for aftener, fordi det var der jeg ofte var alene med Arthur, og han bare skreg og skreg.

Hele oplevelsen sidder dybt i kroppen på mig, og det tror jeg desværre den vil gøre en del tid endnu.

Optakten

Hvis Kipper skal ud en aften, kan jeg geare mig selv op flere dage i forvejen. Så meget at jeg nærmest er helt drænet for energi, når dagen så kommer. Derfor fungerer det faktisk bedst for mig, hvis han spørger mig dagen forinden, om han kan tage ud. Oftest kaster jeg mig ud i det, men hvis jeg er inde i en dårlig periode psykisk pga. travlhed på arbejdet, manglede tid med mig selv/mine veninder eller lign. – ja så kan jeg godt finde på at sige nej for at passe på mig selv. Her er det EKSTRA vigtigt, at jeg ikke slår mig selv oveni hovedet fordi jeg siger nej, men i stedet roser mig selv for det. 

Jeg har tænkt meget over, hvad det egentligt er, jeg er bange for, og det er sgu desværre mange ting. Jeg er dog kommet frem til 2 hovedpunkter.

Angsten for at være en dårlig mor

Den største ting jeg frygter, er klart at jeg flipper ud. Ja det lyder skørt men jeg er angst for at blive angst eller angst for at komme til at råbe eller reagere uhensigtsmæssigt.

Jeg vil ham alt det bedste, og hvis jeg kunne vælge en ting her i verden, så ville det være aldrig at reagere uhensigtsmæssigt over for mit barn.

Jeg får det SÅ dårligt bagefter og har svært ved at tilgive mig selv, hvis jeg eksempelvis har råbt af ham, eller ikke har kunne rumme hans følelser. Jeg føler det er så uværdigt, og så kører min hjerne i “hvordan kunne du dog gøre det. Stakkels lille Arthur. Nu er han bange for dig forevigt” tankegangen.

“Hvad hvis jeg ikke kan trøste ham?”

Den anden ting jeg frygter, er at jeg ikke kan trøste ham. Jeg tror dette punkt skyldes tiden med kolik, hvor jeg mange gange ikke kunne trøste ham, uanset hvad fanden jeg gjorde. Noget hjalp, men det fjernede aldrig smerten og gråden helt. Når han græder/skriger virkelig meget den dag i dag bliver min angst desværre stadig tricket. Hvis det er slemt, får jeg hjertebanken, svedeture, bliver svimmel og værst af det hele kan jeg ikke rumme lyden – lyden er virkelig det sværeste for mig.

Det er som om rummet bliver mindre og mindre og gråden bare er altoverskyggende. Jeg kan hverken rumme det psykisk eller fysisk.

Frygten for ikke at kunne trøste mit eget barn/håndtere gråden, leder tilbage til min frygt om at reagere uhensigtsmæssigt. Det kan derfor nemt blive en ond cirkel. 

Det var lidt om min angst. For ikke at skrive et indlæg der tager 4,5 time for jer at læse, har jeg valgt at dele det op. Jeg vil på et senere tidspunkt skrive et nyt indlæg om, hvad jeg gør for at kontrollere min angst og komme igennem sådan en aften. 

//C 

Scroll til toppen