Vores Utraditionelle bryllup

27 marts, 2019

Om 1 måned og 12 dage kan jeg officielt kalde mig Fru Kipper. Det er helt vildt fantastisk, men også mega skræmmende på samme tid. Jeg må ærligt indrømme, at det på sin vis er ret sørgmodigt, at det (forhåbenligt) forevigt er slut med at score fremmede lækre mænd i byen og have vilde one nights stand. Jo vist, sådan har det efterhånden været i et par år, men at det sådan officielt er et overstået kapitel er sgu lidt mærkeligt. Nu lyder det som om, at det er noget værre pis at blive gift med Kipper haha, men sådan skal det naturligvis ikke forståes. 

Skal du virkelig eje mig? 

Det med at blive gift har været en drøm for mig siden jeg var lille, ligesom det har for så mange andre. Da jeg blev ældre, fik jeg dog et andet syn på det. Jeg synes, at det var noget mærkeligt noget, at man skulle “eje” hinanden på den måde. At 2 mennesker skulle rende rundt med et symbol på, at man nu var “ejet” af den anden. Sådan ser jeg det på sin vis stadig, men det er mere fordi jeg nemt kan få en klaustrofobisk fornemmelse. Overhovedet ikke kun i parforhold men lige så meget ift. job, børn, at købe fast ejendom osv. 

Vi fandt hinanden i stormen

At blive gift ER romantisk og har en masse fordele ret juridisk , og hvis jeg skal “ejes” af en mand, så skal det fandeme være Kipper. Derfor sagde jeg også ja, da han friede til mig i Rom fra snart 2 år siden. Kipper var min bedste ven i 4 år, før vi blev kærester, og han er og vil altid være min bedste ven.  Jeg elsker særligt hans sorte humor, men det jeg elsker allermest ved os, er vores ærlighed og vores evne til at være der for hinanden og stå sammen. Kipper og jeg har på ingen måde haft et nemt liv. Mit har været præget af depressioner, stress og traumatiske oplevelser i form af mobning, svigt, forliste venskaber og konflikter i familien. Mit liv har været hårdt på mange områder, men også enormt fantastisk. Kipper har kunne rumme det hele, til trods for, at han heller ikke haft et nemt liv og en nem barndom. Han har kæmpet et brag af en kamp de sidste 4 år, for at finde sig selv. Hvad hans kampe specifik omhandler, vil han for nu ikke dele, hvilket jeg naturligvis respektere. 

Vores forældre skal ikke med til bryllupsfesten

Vi har begge vores bagage, og ud fra den bagage, har vi vurderet og besluttet at vores bryllup skal være et vennebryllup. Det har været en svær beslutning, som har krævet blod, sved og en MASSE tåre, men vi er ikke i tvivl om, at det for os er den bedste beslutning. Selve dagen kommer til at forløbe sådan, at alle er inviteret til vielsen i kirken og til reception bagefter – både Kippers familie og min familie. Herefter bliver resten af dagen og festen for vores venner + vores brødre og deres koner/kærester. Bryllupsfesten bliver derfor kun for 18 mennesker i alt, og nøj hvor kan det føles mærkeligt og tomt, når man sådan skriver det ned sort på hvidt. 

Det er vores bryllup

Jeg er sikker på, at jeg vil få en mærkelig følelse i kroppen på dagen, når receptionen er ovre. Jeg vil uden tvivl savne mine forældre og knibe en tåre, men vi har vendt og drejet det 1.000 gange, og vi ved derfor også, at det er sådan vi får den bedste dag. Den følelse håber og tror jeg på, at jeg kan finde ro i, når dagen kommer. Det er vores bryllup, og derfor har vi også tilladt os at være egoistiske på denne dag. Den holdning er der helt sikkert delte meninger om, og jeg er meget spændt på at høre DIN holdning, så del den endelig her, eller på postet på Instagram. Jeg ikke afsløre for meget omkring selve bryllups festen før efter brylluppet, da der er en masse overraskelser for gæsterne, men en ting er sikkert – det bliver ikke et klassisk bryllup. 

//C

Scroll til toppen