Arthur var farsyg i syv måneder!

15 april, 2019

Jeg har før nævnt for jer, at Arthur har været meget farsyg. Ikke bare i en uge eller en måned. Men længe, rigtig længe, og nøj hvor har det været svært for mig. Der skulle gå SYV fucking måneder, før han fik øjnene op for sin mor. Jovist, jeg har da fået både kys og kram i de 7 måneder, men har Arthur slået sig, været pylret eller lign. har han søgt Kipper, da han uden tvivl har været den fortrukne. Det sværeste for mig har været, at jeg ofte ikke har måtte putte ham. Som i overhovedet ikke, og hvis Arthur vågnede om natten og var ked af det, måtte jeg ikke nærme mig ham – av siger jeg bare.

Det er svært for alle parter

Børn vil have perioder, hvor de søger den ene forældre mere end den anden. Det er helt naturligt, men bare fordi, at det er naturligt, betyder det ikke, at det er nemt. Det er på ingen måde sjovt at være den der bliver valgt fra, men omvendt er det også ekstremt hårdt at være den, som konstant bliver valgt til. Det kan lyde meget voldsomt og dramatisk, når det bliver skrevet sort på hvidt, men den lange periode har faktisk været en smule traumatiserende for mig. Det var en hård omgang at få en fødselsdepression og kæmpe mig ud af den. Det krævede blod sved og tårer, og selvværdet tog sig virkelig en tur under den process. At skulle starte på arbejde efter endt barsel, var også utrolig hårdt for mig, og det hjalp da overhovedet ikke på det, at det også kickstartede den farsyge periode. 

What to do?

I de mange måneder har jeg, og vi, forsøgt os med 117 forskellige ting. Først gav jeg ham en masse plads, så pressede jeg lidt på. Jeg har anerkendt hans følelser, forsøgt at have hyggeligt stunder sammen – kun ham og jeg – men omvendt også forsøgt at give ham alenetid med Kipper. Få gange har jeg prøvet at holde fast, når jeg har f.eks. har forsøgt at putte ham, og de resterende mange andre gange har Kipper puttet. Alt ovenstående har jeg naturligvis ikke forsøgt på en gang. Sandheden er, at hverken Kipper eller jeg har vidst, hvad der var “det rigtige” at gøre, hvilket var en meget ubehagelig følelse.

Professionel hjælp

Jeg vil for alt i verden gerne anerkende og imødekomme mit barns følelser og behov samtidig med, at jeg også passer på mig selv. Jeg har ikke lyst til igen at føle mig totalt på udebane, når Arthur på et senere tidspunkt kommer i en farsyg periode. Jeg vil meget gerne være klædt bedre på til situationen, og derfor har jeg valgt at starte hos GoMentor, som yder fortrolig online-terapi og coaching. Jeg har været i gang med mit forløb i et par uger, og jeg synes allerede, at det tegner rigtigt godt! 

Inde på sitet kan man søge efter specifikke kriterier. Om det er en ekspert i parforhold og familie liv, depression, stress, angst eller noget helt trejde man søger. Jeg fandt frem til min terapeut, Cristin, som både har erfaring med par og familie, angst, depression, stress og meget mere. For mig er det rart med en terapeut, som kan lidt af det hele – hvorfor ikke få mest for pengene!? 

GoMentor 24/7

Jeg har GoMentor 24/7 basic, som koster 249 kr. om ugen. I forhold til prisen på en almindelig session, in real life, så synes jeg virkelig, at prisen er fair. Jeg kan nemlig skrive til Cristin lige når det passer mig i alle uges 7 dage. Det giver nogle helt andre muligheder for at få hjælp til at bearbejde sin depression, sænke sit stressniveau eller få gode professionelle råd, vejledning og behandling til lige præcis det du har brug for. Hvis du tænker, at GoMentor kunne være noget for dig, kan du læse mere her.

Husk at brug koden “Denperfektemor10” så du spare 10% på dit køb. Koden gælder frem til den 31. maj 2019. 

 

//C

Du vil måske også synes om

1 kommentar til “Arthur var farsyg i syv måneder!”

  1. Anna Corneliussen

    Åh hvor kan jeg godt genkende det du skriver. Jeg blev selv ramt af en efterfødselsreaktion, som egentlig nok var et 3 måneder langt angstanfald, når jeg ser tilbage. Det tog virkelig hårdt på mor-selvtilliden! Vores søn begyndte at blive far-syg da han var omkring 1 år, og det er først nu hvor han er over 3, at jeg for alvor er på vej ind i varmen. Bevares, det er stadig far der bliver kaldt efter om natten og når han er virkelig ked af det, og der bliver også spurgt hver aften om det er fars tur til at putte. Men der begynder at komme lidt tendenser til, at mor også kan bruges til at lege og putte med. Men det har virkelig også krævet en indsats fra mig – når mor-selvtilliden er i underskud og man bliver valgt fra gang på gang på gang, så er det godt nok nemt bare at resignere og tænke “fint, så dur jeg bare ikke”, og så ellers bebrejde sig selv for at have ødelagt forbindelsen, pga en svær start (jeg døjer stadig med angst den dag i dag), men heldigvis har jeg fået mere og mere overskud til ikke at tage et nej for et nej, og nu er det ikke tit jeg får et nej! Så det kan betale sig at blive ved! Men jeg gad da godt høre om, hvad coachen har af forklaring, og hvilke redskaber hun har til os som mødre, både ift hvad vi skal gøre overfor vores sønner, men også hvad vi skal gøre for os selv og vores tanker om os selv! 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen