Annonce for Lidl.
Jeg synes stadig, at det er helt uvirkeligt, at Arthur ikke går med ble længere, til trods for at man som forældre jo godt ved, at det sker en dag. Projektet har bare været så stort (og uoverskueligt til tider), så at vi kom i mål så nemt og smertefrit er helt fantastisk!
Tilløb
Arthur viste allerede tegn på, at han var klar til at smide bleen i en alder af 2 år. Han viste stor interesse for toilettet og kunne fint tisse derhjemme. Kort efter vi var gået i gang med at smide bleen, blev vores lejlighed dog sat til salg, og vores hverdag blev meget kaotisk. Fremvisninger i tide og utide, Kippers eksamensperiode indtraf og jeg havde ekstra travlt på arbejdet. At smide bleen er en kæmpestor forandring, så vi valgte derfor at droppe projektet igen. Vi som forældre ville gerne have ekstra overskud til at kunne gå 110% ind i det, så Arthur kunne føle sig helt tryg i processen. Lejligheden blev solgt, den nye skulle renoveres og vi skulle bo 3 forskellige steder, før vi kunne flytte ind i vores nye hjem. Derudover skulle Arthur starte i børnehave, så projekt blestop var fortsat på standby.
Nu er det nu!
Og så kom sommerferien! Denne sommerferie hvor jeg simpelthen valgte at igangsætte projekt blestop endnu en gang. Kipper var på fisketur, med overnatning, og da han kom hjem, fik han sig en overraskelse – “Er det nu? hvor vildt!”. Arthur og jeg var hjemme i 2 hele dage – ja, vi kom ikke ud for en dør den første dag, og dagen efter var vi kun kort ude i haven. Da han vågnede om morgenen på dag 1, fortalte jeg ham, at vi i dag skulle prøve noget nyt og sejt. I dag skulle han ikke have ble på. Han hverken strittede imod eller jublede af glæde – han tog den bare af. Han gik nøgen rundt, og på hele den dag havde han et uheld, hvor han tissede på gulvet. Dag 2 kørte vi med samme model, og der var 0 uheld. Han begyndte dog at sige “Jeg skal lave pølser, og det vil jeg gerne gøre i en ble” (hold kæft jeg hader Kipper for at have lært ham ordet “pølser”, haha. Det startede med en joke, og nu er det altså det, det hedder herhjemme). Hvad kalder i det?
Buksebleer
Han fik selvfølgelig stor ros og en ble på, og det gør han faktisk stadig, når han skal lave….pølser. Vi har længe brugt Lidl’s buksebleer, da det i vores optik kun kan gavne overgangen fra ble til underbukser at bruge bleer, som fungerer på samme måde. Derudover har vi også tidligere haft problemer med at ingen bleer kunne holde tæt om natten – han tissede simpelthen igennem, og det var enormt frustrerende for alle parter. Det eneste der løste det problem var at købe meget dyre bleer. 120 kr. for 28 stk. = stk. pris på 4,29! Lige indtil vi blev anbefalet at prøve Lidls buksebleer.Jeg må ærligt indrømme, at jeg tænkte “som om”.. Vi havde forsøgt os med så mange forskellige mærker og modeller og endda gået flere størrelser op uden held… men jeg tog simpelthen fejl, og det er min pengepung rigtig glad for. Deres buksebleer gav os tørre nætter, og dermed mere søvn, også er de mega billige. I størrelse 5 (12-17 kg.) får man 20 stk. for 32,60 kr. = 1,63 kr. stykket, og i størrelse 6 (15+ kg.) får man 18 stk. for 31,50 kr. = 1,75 kr. stykket. Det er altså noget af en besparelse!
Str. 4 har vundet bedst i test ved Vores børn, og det har deres buksebleer i str. 5 faktisk også!
Sådan Kiddo!
På dag 3 skulle vi ud på en lang køretur – 1,5 time for at være helt præcis fordi vi skulle på sommerferie. Arthur fik en ble på i bilen, men vi havde en enormt god dialog med ham om, at bleen kun var for en sikkerhedsskyld, og hvis han skulle tisse, måtte han endelig sige til. Bilen var lejet, og vi synes heller ikke, at han skulle have uheld i bilen så tidligt i forløbet, selvom det selvfølgelig er noget der gerne må ske. Arthur var simpelthen SÅ dygtig. Han sagde undervejs, at han skulle tisse, og vi kørte ind på en rasteplads og tog toiletbræt og det hele med ind. Han blev bare så stolt og fik ros helt op til skyerne. Siden den lørdag, hvor jeg besluttede mig for at tage den af, har han ikke haft ble på hverken herhjemme eller ved overnatning hos mormor og morfar i dagstimerne. Han har den på om natten, men bleen er helt tør om morgenen, hvor vi straks går ud og tisser, så jeg tænker, at det også er ved at være tid til at fjerne den om natten.
Første dag i børnehaven efter ferien blev han afleveret uden ble, men det blev for voldsomt for ham, så han fik en på. Da han havde været i børnehave i en lille uges tid, blev den taget af dernede også, og det er simpelthen gået over alt forventning, selvom vi stadig har et par udfordringer. Han har tisset i bukserne 2 gange på snart 3 uger, og nu må en stolt mor sgu lige prale. På første dag bleen kom af, skulle onkel Charlie og fætter Milo hente ham fra børnehave. Arthur var nemlig blevet inviteret med i legeland, og fra vi afleverede ham kl. 8 til han var hjemme igen kl. 17, var der ikke sket et eneste uheld til trods for at det var første dag uden ble i børnehaven, og han skulle direkte i legeland bagefter. Sådan kiddo!
Det har været en virkelig god proces for os alle sammen, og der har ikke været de store kriser undervejs. Arthur har helt sikkert været klar, men vores måde at tackle bestoppet på kan heller ikke være helt henne i vejret. Derfor vil jeg da lige dele vores personlige tips til et succesfuldt blestop med jer herunder.
Vores tips til et succesfuldt blestop:
- Gå først ind i projektet når tiden og energien er til det (ferieperioder er oplagte)
- Hvis barnet er klar mentalt, og i vurderer tiden og energien er til det, så se jer ikke tilbage. Der har da været, og er stadig morgner, hvor Arthur ikke vil have sin ble af, og han bliver frustreret. Vores holdning har dog været klar fra start – gør vi det, så gør vi det, da det andet i vores optik blot vil skabe forvirring og usikkerhed.
- Lad barnet være nøgen de første dage, før du giver ham/hende underbukser på, da det kan give følelsen af en ble. Vi oplevede, at det trænede ham til at mærke efter på en anden måde.
- Brug buksebleer til overgangen og undlad at riv dem op med mindre der er bonus i. Tag dem hellere af som rigtige underbukser.
- Ros, ros, ros og ros lidt mere. Det er en kæmpe ting at smide bleen, så barnet kan simpelthen ikke få for meget ros for selv små fremskridt. Vi har derudover på intet tidspunkt skældt Arthur ud eller gjort eller sagt noget som kunne føles nedladende. Har han haft uheld, har han fået en lige så stor krammer og en masse positive ord med på vejen. Tro på at dit barn kan – de kan mærke det.
- Jeg købte en pakke underbukser til ham, og dem pakkede jeg ind som små gaver. Det var ikke nogle han fik i de første dage, eller hver dag, men mere løbende for at bevare motivationen. Holdningen til gaver deler jo vandene, men vi synes at en belønning var på sin plads, og underbukser skulle han jo alligevel have.
- Køb et transportabelt toiletsæde. Vi har et stort et herhjemme og har købt et magen til, til mine forældre, så han kender det, når han er derhjemme. Toiletter kan godt føles store og skræmmende, så Arthur vil slet ikke på toilettet uden et sæde – når vi er ude, er det derfor genialt for os at have et mindre sæde med, som han kan bruge.
Har I spørgsmål til processen så skriv endelig på instagram eller her på blogindlægget – så vil jeg svare jer på bedste vis. Og hey, måske I kan hjælpe mig med et enkelt spørgsmål, hvis I altså har et blefrit barn. Hvornår fik jeres børn mod på at lave lort i toilettet? Jeg har hørt fra en del, at den process godt kan tage tid og være mere skræmmende, fordi det føles meget anderledes.