GRATIS LEVERING til pakkeshop

Den Perfekte Mor

Her er jeg uden makeup i en krøllet skjorte fra H&M med rander under øjnene. Sådan ser jeg ud, efter jeg er blevet mor, og jeg både hader og elsker det. Før jeg blev mor, gik jeg heller ikke med makeup, men randerne under øjnene var ikke så store – og mit energiniveau kl. 20 på en torsdag var en del højere.

Jeg blev mor til Arthur den 20. september 2017, og det kan man roligt sige var noget af en omgang. Min graviditet var forholdsvis nem fysisk, men var plaget af en del bekymring, da jeg mistede en graviditet før Arthur.

Mine bekymringer kunne nogle relatere til, mens andre rystede på hovedet. Det gjorde det ekstra svært, når jeg somme tider følte mig alene med mine tanker. Da Arthur så kom til verden, og det viste sig, at han havde kolik, ramlede det hele for mig. I starten prøvede jeg, at overbevise mig selv om, at det bare var hormonerne der drillede, men som ugerne gik og lysten til livet dalede, vidste jeg, at der var noget galt.

En fødselsdepression havde ramt mig.

Jeg befandt mig i et stort sort hul, og der sad jeg grædende i hjørnet på stuegulvet, og kunne på ingen måde magte mit liv. Min kæreste måtte blive hjemme fra sit studie for at hjælpe til, og vi måtte tage imod alt den hjælp vi kunne få. Arthur skreg og skreg og skreg – somme tider 7 timer i streg, og jeg følte mig så magtesløs. Uduelig. Hvilken mor skulle jeg forestille mig at være? En mor der ikke engang kunne trøste sit eget barn.

Da jeg gik med Arthur en kold nat i november kl. 3:30, lovede jeg mig selv, at hvis jeg nogensinde kom ud på den anden side, så skulle jeg hjælpe andre. Som (ny)bagt mor, spiller de sociale medier en stor rolle i, hvordan vi mødre forestiller os, at livet som mor skal være. Hvad vi skal gøre, sige og være – men sandheden er, at de sociale medier ofte kun viser en brøkdel af, hvordan livet reelt er. 

Jeg manglede en uperfekt profil, jeg kunne spejle mig i, og vide at selvom jeg lavede (og laver!) fejl, så var jeg stadig noget værd. Jeg manglede at få smilet frem på min læber, at vide at jeg ikke var alene med de svære tanker og at fremtiden var lysere.

En profil der gør leverpostejs hverdagen lidt sjovere, men samtidig også hjælper med de svære tanker, dilemmaer og følelser.

Den 16. juni 2018 oprettede jeg selv profilen på Instagram, da jeg ikke kunne finde den – profilen hedder @denperfektemor. Da jeg dagligt modtager mange beskeder med spørgsmål omkring min fødselsdepression, min familie og om mit liv generelt, valgte jeg at oprette denne blog. På den måde kan jeg give jer ordentlige svar og et bedre indblik i mit liv.

Jeg håber, at du vil følge med, så du kan opdage, at du er helt normal – om så du er ramt af en efterfødselsreaktion, somme tider kommer til at råbe af dit barn eller bare jubler i smug når dit barn bliver afleveret i institution.

Scroll to Top
Scroll til toppen